Tom Jørgensen, Redaktør af Kunstavisen, 2006  

Havet, himlen og horisonten -
eller hvordan man både kan blæse og have mel i munden
Om Henrik Hadsunds nyeste billeder

Man kan altid starte med at sige, hvad Henrik Hadsunds billeder ikke er.
I modsætning til en maler som Mark Rothko, hvor farven kommer indefra
på en næsten religiøs måde, har den danske kunstner fravalgt dybdevirkningen til fordel for en energi,
der bevæger sig fra papiret og ud mod beskueren.

Dette skyldes den oliekridtsteknik, han næsten udelukkende
har arbejdet med i de seneste par år.
En teknik, hvor farven lægger sig som en lysende hinde over papiret og derved eliminerer enhver mulighed for at gå i dybden,
i såvel bogstavelig som overført forstand.

Når nu det hele for Henrik Hadsund med andre ord befinder sig i og på overfladen, kunne man godt foranlediges til at tro,
at han stilistisk set nærmer sig en anden amerikansk maler,
nemlig Frank Stella, hvis helt klare og mekanisk påførte akrylfarver
er så bevidst ikke-illusionistiske som overhovedet muligt.
Her kommer Henrik Hadsunds indbyggede trang til synteser,
til ”både-og” imidlertid for dagen.
For er der noget, der er kendetegnende for ham som kunstner,
er det et stædigt forsøg på at være det hele.
Ophæver modsætningerne og finde en gylden middelvej,
der ikke er et slapt kompromis, men et frugtbart hele.

Ser man på billedernes farveholdning og format, viser de klare ”pang-farver” og de sidste års vedholdende anvendelse af det kvadratiske format hen på den amerikanske minimalisme og popkunst. Henrik Hadsund arbejder bevidst med en serialitet og en farveskala, som er ikke-nordisk i Per Kirkeby´sk, vintermelankolsk forstand. Denne nærmest konceptuelle og videnskabelige tilgang til maleriet modsvares imidlertid af forhold, der trækker i den anden retning.

Netop fordi Henrik Hadsund ikke bruger de uigennemsigtige akrylfarver, men derimod det porøse og sprøde oliekridt, får billederne en uensartet overflade. Noget, der forstærkes af den ekspressive måde, hvorpå han tegner med kridtet hen over papiret. Det virker som om, han her bruger den samme på én gang spontane og disciplinere arbejdsmetode som en kinesisk eller japansk tuschtegner.

Denne dobbelthed finder man også i den måde, tegningerne er bygget op på. På den ene side arbejder Henrik Hadsund med en fast skabelon i sine billeder. Landskabet deles op i nogle basale holdepunkter: den pinligt horisontale horisontlinje, markens eller engens opdeling i en lys- og skyggeside og en generel tredeling af billedfladen. Den meget strenge kompositionsform opblødes imidlertid af de ofte slørede konturer og de dynamiske og asymmetriske zigzagformer, der skærer sig igennem billedet og giver en personlig og organisk dimension til helheden.

Med sine nyeste billeder er det lykkedes kunstneren at skabe sit helt eget Henrik Hadsund´ske univers. Et univers, der på én gang er organisk og stramt, disciplineret og sprudlende, rationelt og drømmende og ekspressivt og minimalistisk. Og det virker faktisk som om, at der ligger en præcis strategi i dette fra Henrik Hadsunds side. Som om han vil sige til os, at modsætninger er til for at blive ophævet eller, for nu at bruge en meget dansk vending, at man både kan blæse og have mel i munden.

Home

Acryl på papir

Olie på papir

Olie på lærred

CV

Presse

Kontakt