Søren H. Mortensen, exam. art., 1993  

”Porten foran/bagved”

Værket synes at påkalde sig ærbødighed, men i sin hele udformning
er værket ikke truende, dets væsen er nærmere et monument i miniature.
Den rustne ramme er moderne i sin karakter af upoleret råhed, som porten selv.
Men der er noget eksotisk, urgammelt og oprindeligt over skriften eller tegnene.
Mytologisk står de fulde af betydning, men vi kender ikke disse tegn –
de kan oversættes til den fælles virkelighed, som vores sprog udgør.

Mennesket omgiver sig med skrift, sprog og tegn idet hele taget.
Mest systematisk og bevidst er vores brug af skrift- og talesprog,
men andre måder at meddele sig på synes også at kunne opfattes som sprog.
Man taler f.eks. om kropssprog og billedsprog. Mennesket bliver ensomt uden tegn og sprog,
for herigennem meddeler vi os til vore medmennesker.
Vi bringer forståelse og indsigt videre til andre, men vi gør os bekymringer,
for dækker de valgte ord nu præcis de tanker, vi har gjort os?
Sproget er på evig jagt efter verden – men denne er altid for stor og mangfoldig
til at blive opløst i sproget.

Mennesket er tænkende og systematiserende, men det er også umiddelbart handlende i verden.
Med kroppen handler mennesket anderledes end med sproget,
for med sin krop indvirker mennesket direkte på sine omgivelser.
(Samtidig er verden direkte erfaret eller ”aflejret i” kroppen).

Kunstværket bærer spor af kunstneren, der har frembragt det
ved at bearbejde sit materiale. Men også fordi kunstværket har en rigdom af betydninger,
har det en kropslig karakter. Det står tilbage efter kunstneren har forladt det,
og peger på verden som mere end en sproglig virkelighed.

Kunstværket er irreducibelt og uoversætteligt.
Vi kan prøve at forklare det, men det vil altid undslippe.
Prøver vi at indfange det med et bestemt begreb, vil dette uundgåeligt sprænges.
Således står kunstværket tilbage og peger på den virkelighed, som aldrig kan indfanges fuldt ud gennem sprog og tegn, men som vi forsøger at gribe netop sådan for at komme virkeligheden nærmere.

Metalrammen understreger værkets dobbelte karakter af
konstruktion og nødvendighed.
Virkeligheden lader sig ikke opløse i tegn, men mennesket må til stadighed prøve – for overhovedet at forholde sig til sin omverden. Porten er ikke åben, for vi når ikke til virkeligheden gennem skriften.
Men her i kunstværket står ”skriften på væggen” selv, som en del af virkeligheden, og påpeger, at brugen af tegnet er en fundamental måde for mennesket at være i verden på

Home

Acryl på papir

Olie på papir

Olie på lærred

CV

Presse

Kontakt